Om borgmestre

Læs her om de særlige økonomiske rammer for dig som borgmester.

Nederst på siden finder du Notat om feriegodtgørelse, eftervederlag samt pension for borgmestre, hvor reglerne er beskrevet mere indgående.

Vederlag

Som borgmester modtager du et årligt vederlag på 1.109.082,96 kr. (2022-sats). Når du modtager vederlag som borgmester, kan du ikke modtage andre ydelser fra kommunen for at varetage et kommunalt hverv.

Feriegodtgørelse

Som borgmester optjener du en feriegodtgørelse på 1,5% af borgmestervederlaget, som udbetales 1. maj for det foregående kalenderår. 

Eftervederlag

Fratrådte borgmestre modtager et eftervederlag. Eftervederlaget svarer til 1 ½ gange det sidst ydede månedlige vederlag, for hvert påbegyndte hele år som borgmester. Det kan dog højst udgøre et beløb svarende til 12 måneders vederlag.

Egenpension

Efter et års funktionstid som borgmester har du ret til egenpension. Egenpensionen for Københavns borgmestre svarer til egenpensionen for en tjenestemand i staten.  

Ægtefællepension

Ægtefællen til en afdød borgmester har ret til ægtefællepension, hvis borgmesteren har haft en funktionstid på mindst ét år, og betingelserne om indgåelsen af ægteskabet er opfyldt. Læs mere i notatet nedenfor.

Efterindtægt

Ægtefællen til en afdød borgmester er berettiget til efterindtægt, hvis borgmesteren modtog vederlag eller egenpension. Hvis ægtefællen ikke efterlades, er eventuelle børn under 21 år berettiget til efterindtægt.

Børnepension

Børn under 21 år af en tidligere borgmester, der modtager egenpension, er berettiget til børnepensionstillæg. Børn under 21 år af en borgmester, der afgår ved døden, og som har haft en funktions tid på mindst ét år, er berettiget til børnepension.

Notat om feriegodtgørelse, eftervederlag samt pension for borgmestre