Praktisk om BR-møderne

Læs her om alt det praktiske i forbindelse med møder i Borgerrepræsentationen.

Læs mere under de enkelte overskrifter

Fold alle ud

Indlevering af ændringsforslag og protokolbemærkninger

Du kan fremsætte ændringsforslag frem til og under behandlingen af det relevante punkt på Borgerrepræsentationens møde. Protokolbemærkninger kan fremsættes frem til mødets afslutning.

For at lette gruppernes forberedelse udsender Borgerrepræsentationens Sekretariat forud for mødet en samlet oversigt over indkomne ændringsforslag og protokolbemærkninger.

Borgerrepræsentationens Sekretariat opfordrer fredag ugen før et borgerrepræsentationsmøde alle grupper til at indsende ændringsforslag og protokolbemærkninger til mødet, med en frist der hedder onsdag kl. 12.00. Det, som vi i sekretariatet har modtaget inden fristen, sendes ud til alle borgerrepræsentanter onsdag eftermiddag.

Torsdag kl. 14 udsender sekretariatet en opdateret oversigt.

Det er ikke nødvendigt at læse dit ændringsforslag eller din protokolbemærkning op på mødet, hvis det fremgår af den udsendte oversigt.

Hvis du på mødet vil fremsætte et nyt ændringsforslag eller en ny protokolbemærkning, som ikke fremgår af den udsendte oversigt, skal du præsentere dem på mødet under det givne dagsordenspunkt, samt sende dem pr. mail til udvalgssekretærerne så hurtigt som muligt, og senest ved mødets afslutning.

Mailadressen til mødesekretærerne er: br2@kk.dk. Den hedder ”2. Sekretær” i Outlook.

Storskærme i BR-Salen

I BR-salen er der opsat to storskærme, der bruges til at vise de ændringsforslag, som bliver fremsat til dagsordenens sager. 

 

Taletidsregler

Taletidsreglerne er fastsat i Borgerrepræsentationens forretningsorden.

Du finder forretningsordenen her

Du kan altid finde taletidsreglerne som bilag til dagsordenspunkt 1 (godkendelse af dagsorden) på Borgerrepræsentationens dagsordener. 

Overborgmesteren kan foreslå at udvide taletiden til en konkret sag i begyndelsen af mødet. Det kan overborgmesteren gøre, hvis det er nødvendigt på grund af sagens omfang eller betydning.

Tiltaleform

Når man har ordet under mødet, skal man tale til forsamlingen som helhed, og det er ikke tilladt at tiltale nogen direkte under forhandlingerne. Hvis man omtaler et medlem af Borgerrepræsentationen, skal man benævne dem med fornavn og efternavn samt evt. borgmestertitel.

Reglerne om tiltale fremgår af Borgerrepræsentationens forretningsorden.

Du finder forretningsordenen her

Forplejning under BR-møderne

Der bliver serveret mad i Snapstinget i forbindelse med Borgerrepræsentationens møder.

Snapstinget er åbent for servering fra en halv time før mødets start og indtil en time efter mødets afslutning.

IT-udstyr ved BR-møderne

Til møderne i Borgerrepræsentationen har du din egen plads med en mikrofon. Fra mikrofonen kan du tilmelde dig talerkøen og afgive din stemme, når der er afstemninger i salen.
 
Alle medlemmer får udleveret en iPad når de tiltræder som medlem af Borgerrepræsentationen. Denne iPad skal du medbringe ved møderne i Borgerrepræsentationen, så du f.eks. har adgang til First Agenda, din mail og til dine dokumenter og mapper på kommunens fællesdrev. 
 

Sådan anmoder du om at tale

Tryk på den aflange knap på mikrofonen to gange hurtigt efter hinanden, hvis du ønsker at tale fra talerstolen (indlæg fra talerstolen, 3 min.). 

Tryk på den aflange knap på mikrofonen én gang, hvis du ønsker at tale fra din plads (kort bemærkning, 1 min.). 

På den store skærm med viften over alle medlemmer vil dit ikon lyse op med blå farve, hvis du har tastet dig ind i talerrækken for en kort bemærkning eller med grøn farve, hvis du har tastet dig ind for et indlæg fra talerstolen. 

Din mikrofon vil desuden lyse grønt når du er registreret i talerrækken. Når du har ordet vil mikrofonen lyse rødt. 

Sådan stemmer du

På mikrofonens touchdisplay: 
Tryk på én af de tre valgmuligheder: For (grøn), Undlader (gul), Imod (rød). 

Streaming og fotografering fra BR-møderne

Borgerrepræsentationens møder bliver streamet live på kommunens hjemmeside. Du kan også se optagelser fra tidligere møder.

Læs mere og find link til streaming af BR-møderne her.

Tilhørere må gerne filme eller tage billeder fra presselogen, tilhørerpladserne og sidelogerne så længe det ikke er til gene, og det sker uden brug af lys eller blitz.