Vielser

Læs om, hvordan du foretager en vielse, og find forslag til vielsestaler.

Vielser
Som borgerrepræsentant har du bemyndigelse til at foretage vielser i hele Københavns Kommune, både på Rådhuset og i byen. Du kan også foretage vielser i andre kommuner i landet, hvis den pågældende kommune giver tilladelse. 

Er du stedfortræder, men indtrådt som fungerende borgerrepræsentant i en anden borgerrepræsentants fravær, er du ligeledes bemyndiget til at foretage vielser. Bemyndigelsen ophører, når din periode som stedfortræder slutter.

Du kan vie venner og familie, men du kan også blive kontaktet af både danske og udenlandske par, der ønsker, at du skal foretage deres vielse. Det er op til dig, om du vil imødekomme deres ønske.

Du skal selv aftale tid og sted med parret. Husk, at der altid skal være minimum to vidner til stede ved vielsen.

Herunder kan du finde svar på de fleste spørgsmål ifm. rollen som giftefoged. Hvis du har spørgsmål eller brug for mere information, er du altid velkommen til at kontakte Vielseskontoret (mailmodtager KFFKP Vielse). 


Hvis du modtager henvendelser vedr. ansøgningsprocessen

Henvis altid parret til Vielseskontoret for vejledning. 

Der kan være forskellige ansøgningsprocesser til en vielse i København. Parret skal enten indsende deres ægteskabserklæring (ansøgning om indgåelse af ægteskab) via Selvbetjeningsløsningen på Borger.dk eller ansøge via Familieretshuset - dog tidligst fire måneder før vielsesdatoen.

Læs om vielser på Københavns Kommunes hjemmeside eller

Læs om internationale ægteskaber på Familieretshusets hjemmeside.

 

Du har sagt ja til at foretage en vielse

Parret skal skrive til Vielseskontoret og oplyse deres fulde navne samt information om, hvor og hvornår vielsen skal finde sted, og hvem der foretager vielsen.
Herefter vil Vielseskontoret skrive til dig for at få en bekræftelse af denne aftale. 


Hvor skal vielsen finde sted?

Hvis du ønsker at afholde vielsen i Bryllupssalen på Rådhuset, skal du kontakte Vielseskontoret (mailmodtager KFFKP Vielse), som vil booke salen til dig, hvis den er ledig. Som udgangspunkt afholder Vielseskontoret selv vielser i Bryllupssalen mellem kl. 9:30 og 16:00 på hverdage og frem til kl. 13:00 om lørdagen. 

Hvis du ønsker at booke andre lokaler på Rådhuset, skal du kontakte Borgerrepræsentationens Sekretariat, fx via din medlemssekretær. Vielseskontoret kan ikke være behjælpelige med at reservere andre lokaler end Bryllupssalen. 

Hvis du ønsker, at vielsen skal foretages uden for kommunegrænsen:
Vielseskontoret kan undersøge, om den pågældende kommune har givet tilladelse til, at giftefogeder fra København må foretage vielser der. Hvis der ikke findes en tilladelse, kan Vielseskontoret være behjælpelig med at kontakte den pågældende kommune og indhente en godkendelse til at foretage vielsen.

Hvis vielsen finder sted på Københavns Rådhus – og særligt hvis det er uden for almindelig åbningstid - skal du give besked om tid og sted til din medlemssekretær, som skal orientere Bagvagten – dette sker af hensyn til husets sikkerhed.

 

Klar til vielse
Når Vielseskontoret har modtaget og godkendt parrets ægteskabserklæring, gør de vielsessagen klar til dig, som regel i ugen op til vielsen. Du kan afhente papirerne i Rådhusets postrum på hylden ”BR-vielser”.

Sammen med papirerne ligger også en vejledning til vielsen, hvor det fremgår, hvordan papirerne skal udfyldes. Her er også samt et forslag til en bryllupstale på hhv. dansk og engelsk. Det er op til dig, om du vil benytte dig af talen, eller om du selv vil skrive en tale til parret. Bemærk dog, at afsnit markeret med fed i talerne skal indgå i en vielse.

Du er velkommen til at låne en giftefogedkappe i Borgerrepræsentationens Sekretariat. Din medlemssekretær kan hjælpe med det. 

 

Efter vielsen
Efter vielsen skal både du, parret og deres vidner underskrive ægteskabsbøgerne med en blå kuglepen. Vidnerne skal desuden skrive deres fulde navne og adresser på ægteskabsbøgerne. 

Du skal skrive under på vielsesattesterne, lægge dem i den røde kuvert og give dem til brudeparret. Det er vigtigt, at du afleverer ægteskabsbøgerne i postrummet på Rådhuset hurtigt efter vielsen. Vielseskontoret registrerer ikke vielsen i cpr-registret, før de har modtaget ægteskabsbøgerne

 

Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til vielsen, brug for hjælp til papirerne eller søger sparring om fx at skrive en vielsestale, er du altid velkommen til at kontakte Vielseskontoret via mailmodtager KFFKP Vielse.