Kultur- og fritidstilbud
Læs om de enkelte tilbud her
Vis alle
Det Kongelige Teater
Som borgerrepræsentant kan du bestille billet til forestillinger på Store Scene i Operaen, Gamle Scene og Store Scene i Skuespilhuset. Der er en kvote på fire pladser til disse scener.
Hvis du ønsker at overvære en forestilling med en ledsager, som ikke selv er borgerrepræsentant, kan du ved bestilling oplyse dette. Så sørger teatret for at reservere en ekstra billet mod beregning. Hvis der er udsolgt til den ønskede forestilling, er det ikke muligt at få billetter. Særforestillinger, Takkelloftet, Mellemgulvet og Lille Scene samt eksterne koncerter er ikke med i ordningen.
Sådan bestiller du billetter
Send din bestilling til rekvisition@kglteater.dk.
Det er vigtigt, at du bestiller billetterne gennem din egen BR-mailadresse, da mailen skal bruges af Det Kongelige Teater som dokumentation overfor Rigsrevisionen.
Bemærk også:
• Billetterne er personlige og kan derfor ikke foræres væk.
• Bestillingen fungerer efter først til mølle-princippet.
• Billetterne skal bestilles senest 9 dage før en forestilling.
•Du skal altid melde afbud til rekvisition@kglteater.dk, hvis du bliver forhindret i at benytte de bestilte billetter.
•Du kan kun rekvirere billetter en gang til hver forestilling.
Vær opmærksom på, at din overværelse af forestillingen skal ske som led i varetagelsen af dit kommunale hverv. Se nærmere nedenfor.
Baggrund og formål
Københavns Kommune traf på baggrund af kommunens forhandlinger med regeringen i 2003 beslutning om ydelse af et årligt driftstilskud til Det Kgl. Teater. Det var en forudsætning for tilskuddet, at der blev iværksat en særlig indsats for at gøre operakunsten tilgængelig for befolkningen. Som led i iværksættelsen af tilskuddet har der siden 2004 eksisteret en samarbejdsaftale mellem kommunen og teatret, som senest blev forlænget for perioden 2021-2024. Formålet med aftalen er at tilvejebringe et grundlag for Det Kgl. Teaters og Københavns Kommunes samarbejde, som hviler på de politiske og økonomiske forudsætninger, som eksisterede ved aftalens indgåelse i 2004 og ved dens videreførelse hvert fjerde år. Aftalen indeholder ønsker og mål for den fremtidige udvikling af aktiviteter og de vilkår, der politisk og økonomisk er givet herfor.
Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at medlemmer af en kommunalbestyrelse kan overvære kulturevents, når dette sker som led i varetagelsen af det kommunale hverv. Det betyder, at kommunalbestyrelsesmedlemmer kan overvære f.eks. teaterforestillinger, når kommunen har en interesse i løbende at følge med i repertoire, kvalitet mv. af sådanne forestillinger.
Du kan som borgerrepræsentant derfor i kraft af samarbejdet med Det Kgl. Teater overvære forestillinger, når dette sker som led i at følge med i repertoire, kvalitet mv., og dermed sker som led i varetagelsen af dit kommunale hverv. Du kan efter forvaltningens opfattelse ikke tilsvarende som led i varetagelsen af dit hverv medbringe en ledsager uden beregning.
I forbindelse med særlige arrangementer vil Det Kongelige Teater fortsat invitere medlemmer af Borgerrepræsentationen med ledsager, som led i repræsentation, hvor dette vil være naturligt.
Motionsrum
Som borgerrepræsentant kan du benytte motionsrummet på brandstationen. Motionsrummet må kun benyttes af medarbejdere i Brandvæsenet, Borgerrepræsentationen og Økonomiforvaltningen på Rådhuset.
Adgang
Kontakt din medlemssekretær, der kan hjælpe med at anskaffe et nøglekort til motionsfaciliteterne. Du kan også skrive til sekretariatet via brsek@kk.dk.
Du finder motionsrummet i brandstationen overfor Rådhuset. Der er indgang fra H.C. Andersens Boulevard 25 – gå ind gennem porten og til højre i stueetagen.